I desparation over det dårlige danske svæveflyvevejr i juni/juli valgte en af klubbens instruktører at sætte sig på skolebænken hos de professionelle svæveflyveinstruktører på det nationale franske svæveflyvecenter i Saint-Auban i de sydfranske alper tæt på Marseilles. Det kom der en forrygende flot oplevelse ud af.

Bjergflyvning er skønt, skønt, skønt, men også farligt, farligt, farligt. Man skal vide, hvad man gør, når man flyver så tæt på bjergene som det her er tilfældet, men det er lige præcis derfor at franskmændende udbyder disse kurser.  Temmelig mange af klubbens instruktører har i tidens løb deltaget i disse kurser, enten i Norge eller i Frankrig.

Den sidste dag af kurset fik vores udsendte lov til at flyve alene i en Jonkers JS-1 Revelation på sydafrikansk register, et absolut topfly, som mange har hørt om, men de færreste har prøvet. Jonkers produceres i Sydafrika af et firma med tyske rødder. Forklaringen på, at det stadig er på sydafrikansk register ("ZS-...") skal nok søges et sted i det overbureaukratiserede europæiske luftfartøjsregister....

Kurset kostede 1500 EUR for 6 dages flyvning, incl. flyslæb, flyleje, instruktørundervisning og overnatning på enkeltværelse, men plus mad og drikke. Er svæveflyvning en dyr sport? Tja....